Elever og elevansvarlige kørte sammen til Helsingør Vandrehjem, hvor 3 udmærkede værelser blev stillet til rådighed. Vandrehjemmet lå med udsigt til Øresund, samt privat strand og mindre areal til udendørs aktiviteter. Der var stort køkken med spisepladser, opholdsstue og TV-stue. Der var fælles morgenmad inkluderet i prisen.
Om formiddagen tog alle ud og købte ind til aftens aktiviteter. Efter den lille indkøbstur blev der truffet beslutning om en udflugt til Sverige trods det grå regnvejr. En rokkende båd fyldt med elever og elevansvarlige ankom sikkert i havn i Sverige omkring eftermiddagstid. En hyggelig tur gennem de brolagte gader op til Helsingborg Slot/borg, (blev bygget 1313-1315 af den danske konge Erik Menved som bolig for kongen, når han besøgte Helsingborg). Slottet ligger højt og med flot udsigt over Øresund. Med sine 35 meter i højden og tykke mure er det et centralt tårn/slot i Helsingborg. Desværre måtte elevansvarlige og elever erfare at slottet var lukket for rundvisning den pågældende dag.
Grundet regnvejr og kolde næser gik turen videre til en nærliggende café. Det var en meget hyggelig og stemningsfuld café, som bød på flødeskumskager og varme drikke. Humøret var højt og der blev talt på kryds og tværs. Efter at varmen var steget til kinderne blev kursen sat mod Danmark.
Hjemme i Danmark og tilbage på vandrehjemmet blev der skruet op for hyggen i TV-stuen. For at blive rystet bedre sammen blev der leget en ”gætteleg”. Alle fik en gul seddel klistret i panden, hvorpå ens sidemand havde skrevet en kendt danskers navn. Målet var så, at skulle gætte sig frem til ”hvem man selv var”, ved at stille ja og nej spørgsmål til de medspillende. Fik man et nej, gik turen videre. Efter en lang dag med regn, indkøb og udflugt til Sverige var det ikke lige nemt for alle at få sat sving i de små hjerneceller. Men hyggeligt og underholdende var det!
Grundet manglende informationer og muligheder for selv at lave dagens aftensmad i vandrehjemmets køkkenfaciliteter, gik turen til ”Kina” – (kinesisk restaurant i Helsingør). Stor buffet serveret med kolde drikke var lige sagen. Sjove historier og yderst underholdende episoder underholdte alle deltagerne. Da alle var kommet tilbage på vandrehjemmet, fortsatte hyggen og underholdningen i køkkenet, inden man krøb i seng.
Den efterfølgende dag var en rundvisning på Kronborg slot planlagt. Kronborg står i Helsingør ved indsejlingen til Øresund. Det er et af Nordeuropas betydligeste renæssanceslotte. Det er også det mest berømte danske slot, kendt verden over fra Shakespeares Hamlet. Kronborgs historie er spændende og dramatisk. En rundvisning ned gennem kasematterne forbi Holger Danske hvor legenden siger, at skulle Danmark komme i fare, vil Holger Danske rejse sig og redde sit gamle fædreland. Videre gennem de underjordiske gange, og op til selve værelserne på slottet gik den guidet tur. Et kig tilbage i historien, hvor det hele startede med Erik af Pommern, som opførte en fæstning kaldet Krogen, hvor han kunne opkræve en særlig sundtold af de forbiseljlende skibe. Senere hen i tiden (1570érne) byggede Frederik den 2. Kronborg Slot. Da slottet brændte ned under Christian den 4. regeringstid lod han det genopbygge.
Guidens tur førte igennem slottets værelser og hemmelige gange. Men det mest storslåede rum var selve balsalen. En kæmpe sal, der er yderst fascinerende.
Som afslutning og afrunding på elevturen blev der spist frokost i et rum på Kronborg. Alle var enige om at turen havde været god, men at der manglede en bedre lokalitet. En forbedring ville være en ”fast” hytte med køkken og værelser som lå uforstyrret af andre. Et sted hvor man ikke følte sig til besvær og skulle bede om tilladelser til div. ting hele tide. Et sted hvor man ikke skulle tilpasse sig tider i forhold til lukning af køkken mm. HHO, EMKS og BRA henviste til de tidligere elevture til Sverige. Der blev truffet beslutning om, at det ikke længere var ideelt at afvikle elevture på vandrehjem.

